- Hvad skal jeg egentlig bruge det her til? spurgte en tilhører til Teaterdatings fuldt bookede introduktion til “Stuepigerne” i Roskilde igår. – Skal teaterstykket ikke kunne tale for sig selv? Ellers er det vel slået fejl?
Meningen med spørgsmålet er vel egentlig rigtig nok. Bør en forestilling ikke være skruet sådan sammen, at enhver publikummer kan gå direkte ind og se den og få noget ud af den uden nogen som helst forudsætninger?
Eller er det?
Jo, måske var det sådan engang. Men det er nok mere end 100 år siden nu. For med starten af 1900-tallet ændrede teatersproget sig også radikalt og blev moderne og ind imellem direkte mærkeligt. Indtil da havde størstedelen af det, publikum så på et dansk teater været naturalistisk, altså teater der i høj grad afspejlede deres virkelighed og verden som den så ud. Og så skal vi ikke glemme, at også dén teaterform – som nogle i dag finder håbløst antikveret – engang var voldsom at møde for publikum. Skandaløs simpelthen.
De sidste i hvert fald 100 år har teatret ustandseligt udviklet sig og ændret sig. Stilarter og genrer har vendt op og ned på teatersproget, som man tror, man kender det. Okay, en hel del af det er bare nyfortolkninger af måder, hvorpå man har lavet teater før – men der er så mange måder at lave teater på idag, at jeg til opponenten igår må svare, at nej. Sådan er det simpelthen ikke længere. Så enkelt er teatret ikke skruet sammen mere.
Det er ikke mindst en af grundene til, at jeg har startet Teaterdating. For at hjælpe dem på vej, der gerne vil afprøve forestillinger, der ligger ud over deres normale smag. Det behøver ikke være vildt og eksperimenterende, men der er altså forskel på at se et stykke delvist absurd teater som “Stuepigerne” og så se “Et dukkehjem” i en traditionel opsætning.
Det betyder ikke, at de mennesker, der møder til Teaterdatings introdukter er mindre dannede, belæste eller vidende end andre publikummer. Det betyder ikke, at de ikke er teatervante – det er rigtig mange af dem faktisk, meget endda! At de kommer betyder for de flestes vedkommende mest, at de bare er sultne efter at få mere at vide. At de gerne vil have mere med hjem end det, teaterforestillingene alene kan give dem. Når det gælder forestillinger i den mere avancerede genre, som “Stuepigerne” er i Staffan Valdemar Holms udgave, så har tilbagemeldingen fra mange – også meget teatervante folk – været, at de var glade for lige at være blevet klædt lidt på til, hvad det var for en slags teater. At man ikke skulle regne med klassisk lige-ud-ad-landevejen handling, som mange faktisk stadig regner med, det er, når der er tale om Det Kgl. Teater, og især måske når der er tale om Malene Schwartz, Birthe Neumann og Kirsten Olesen i rollerne.
Faktisk oplever jeg tit, at de, der har været til introduktionerne forholder sig helt anderledes til forestillingen, end de der lige er trådt ind ad døren. Hvis det er en forestilling, der ikke er helt enkel i sin dramaturgi.
I dag er verden så fragmenteret, at teaterpublikummet ikke bare pr. automatik har samme forudsætninger for at se en forestilling. Nogle af os har en uddannelse, der måske har givet os nogle særlige forudsætninger eller har arbejdet indenfor felter, hvor vi har haft berøring med noget, der kan hjælpe os på vej. Nogle kommer fordi de elsker at opleve levende kunst og er åbne og nysgerrige overfor det, der sker på scenen. Ind imellem synes de, det er noget hø, andre gange har de det, som om der er tændt et lys for dem. Mens andre igen måske har valgt forestillingen fordi deres yndlingsskuespiller er med i den eller fordi de engang tidligere har set en forestilling fra den dramatiker, de godt kunne lide. Derudover ved de faktisk ikke ret meget om, hvad det er, de skal ind til.
Jeg vil fastholde, at ingen af dem lider skade af at få lidt mere at vide om teaterstilen, dramatikeren, den kontekst, stykket er skrevet i og spilles ind i. Tværtimod. Samtidig giver det også nogle af dem nogle aha-oplevelser, der ligger ud over selve forestillingen - en kom i tanke om, at hun da kunne huske Jean Genet fra
ungdomsoprøret i Paris, men hun havde da ikke koblet ham til den her forestilling! En dame igår spurgte, hvad det var, hans erindringer (Tyvens dagbog) hed, for den kunne hun egentlig godt tænke sig at læse.
I begge tilfælde har det kun udvidet deres teateroplevelse. Der er ikke taget noget af selve oplevelsen i teatersalen, men de har fået lagt lidt ekstra på. Teatret har kun vundet ved, at damen måske i morgen går ned på biblioteket og låner Genets bog. For næste gang hun ser hans navn på en plakat, vil hun give det stykke en anelse mere opmærksomhed og måske endda være mere motiveret til at købe en billet. Fordi hun jo nu kender noget til ham.
Jeg tror helt ærligt ikke, at noget af det var sket alene ved, at folk havde set forestillingen. Men det har heller ikke ændret på, om de synes, det var en god forestilling eller ej. Der lader jeg mig ikke rokke: ingen skal have en mening eller analyse påduttet af mig, inden de skal ind og se en forestilling. Dér mener jeg, enhver publikummer selv er i stand til og skal kunne danne sig sin mening. De skal ikke synes noget er godt, bare fordi jeg synes det. Eller se det samme i en forestilling, som jeg har. Det tager enhver mening ud af det at opsøge kunsten selv.
Men jeg vil gerne gøre noget for at gøre det lettere for de, der ikke har helt så mange forudsætninger for at se forestillingen, for at danne sig en mening. For for at nå dertil skal man jo helst kunne finde bare lidt hoved og hale i det, der sker på scenen.
Apropos netop Staffan Valdemar Holm – som i dag ubetinget er en af mine yndlingsinstruktører, og som har skabt nogle af de mest fantastiske forestillinger, dansk teater har set. Så var hans instruktørdebut her i København i slutningen af 1980′erne netop et eksempel på, hvordan jeg ville have haft glæde af en introduktion… Jeg var på Betty Nansen Teatret med en veninde og se hans iscenesættelse af “Spøgelsessonaten”. Og jeg var fuldstændig lost!! Da jeg kom ud, så jeg et citat fra Jens Kistrup, der sagde, at det var den mest præcise udgave – eller noget i den retning – af “Spøgelsesonaten”, der havde spillet på et teater… Nå da da, tænkte jeg bare. Dét kunne jeg ikke lige få øje på.
På det tidspunkt læste jeg rent faktisk teatervidenskab og var næsten færdig med mit danskstudie. Det vil sige, at jeg på alle måder hørte til en del af publikum, der var mere end almindeligt vidende – jeg havde skam læst min del af Strindberg osv. Men der gik to år og et hørespil før det begyndte at dæmre for mig, hvad pokker “Spøgelsessonaten” egentlig var for et stykke, og at det vitterligt var meget, meget anderledes end kendte Strindberg ting som “Frøken Julie” eller samtidige dramaer af en fx. Henrik Ibsen. Og jeg kunne dér også godt se, at Kistrup nok havde haft ret: Det var en ret fabelagtig iscenesættelse – hvis altså man forstod stilen og teatersproget. Men ikke engang en stud.mag i dansk og teatervidenskab var indviet nok til at kunne afkode dét.
Hvordan er det så ikke lige med fx halvdelen af publikum i en teatersal på en almindelig hverdagsaften?
